Søgemaskineoptimering - Hvad er det?

Søgemaskinerne er en vigtig del af et firmas eller organisations markedsføring. Det siger alle. Men hvad er det lige, optimering i Google går ud på?

Det er uafviseligt, at den største on-line marketing faktor nu om dage er søgemaskinerne. Afhængigt af den givne undersøgelse, hvem der spørger samt, hvilke brugere og hjemmesider, der er i fokus, så får man forskellige tal. Men om det er 50% eller 90% af en velkørende sides besøgende, der kommer fra opslag i en søgemaskine, er ikke afgørende. Og ja, Facebook kommer bagfra med høj hastighed, men er ikke nået helt op endnu.

 

 

Det afgørende er, at man ikke ignorerer denne billige og direkte kanal til kunderne. Der er ingen garanti for at konkurrenterne vil overse betydningen af søgemaskineoptimering - og da slet ikke efterhånden som emnet opdages af webdesignere og marketingkonsulenter her i landet også. Søgemaskineoptimering er blevet en vigtigt faktor ved promovering af et website. Måske den vigtigste.

Søgerne forventer de gode resultater øverst i listen

Du søger på et eller andet i Google, at bliver helt modløs ved synet af beskeden om, at der er to millioner resultater. Heldigvis har du fundet ud af af erfaring, at Google på en eller anden snedig måde formår at finde de bedste resultater frem og anbringe dem på side 1.

Hvis du bladrer forbi side 3 og ikke har fundet noget relevant, så må du ofte erkende, at enten er dine søgeord ikke ret gode, eller også er der ingen, der har skrevet noget bedre om emnet. Du har set det Google har om det. For få år siden, kunne man ikke være helt sikker på det. De manglende resultater kunne sagtens være fordi en ellers god skribent ikke vejledte Google rigtigt til at opdage hans geniale arbejde. Færre begår den fejl nu, at publisere indhold ingen kan finde.

Google er kun den bedste søgemaskine og dermed den mest indbringende søgemaskine, så længe den kan finde de mest relevante sider i forhold til brugernes søgeord og de mest autoritative kilder for emnet og placere dem mest synligt - hvilket i det meste af verden vil sige øverst i listen.

Der er miliarder af sider på internettet, som Google skal forholde sig til. Der kan kun lade sig gøre ved hjælp af software. Software er regler. Hvis du vil være relevant og vigtig i forhold til bestemte søgninger, så må du forholde dig til disse regler og hjælpe Google med at indse, at dine sider fortjener top placering.

Det er googleoptimering, det er hvad søgemaskineoptimering går ud på også i forhold til andre søgemaskiner.

Googleoptimering er at håndfodre Googlebot kærligt - uden at proppe

Søgemaskine optimering handler om at præsentere dit indhold, så det får for den maksimale relevans i søgemaskinerne uden at ofre brugervenligheden og uden at komme på kant med søgemaskinerne. Søgemaskinernes holdning er, at man ikke må overdrive sin optimering. Man skal blot helt ærligt og direkte fortælle sine historier eller udbrede sin produktinformation, så skal relevansen nok blive bedømt efter fortjeneste.

Nu er det jo ikke bibliotekarer eller andre fagfolk, der sidder og vurderer relevansen ud fra subjektive kriterier. Bedømmelsen sker via avancerede algoritmer, der dog opererer efter strikte logiske regler. For sådan gør almindelige comåutere nu en gang. Det ligger imidlertid i den menneskelige natur, at udforske sådanne regler og finde måder at udnytte dem på. Udnytter man dem groft, så er det misbrug - udnytter man dem ikke, er man naiv og mister sin chance. Det gælder om at finde ballancen.

Søgemaskinerne kører et våbenkapløb med de optimeringseksperter, der i deres øjne misbruger systemet. For det meste klares problemerne ved at justere på algoritmerne. Google opdaterede i 2010 deres software mere end 400 gange! Bliver man taget i at bruge grove metoder, bortdømmes man en periode på få uger til et helt år. Bad for business.

Ordentlig optimering handler derfor om at optimere tekst og struktur indenfor de tilladte rammer og eventuelt afdække områder i eksisterende løsninger, der uforvarende kan lede til straf fra Googles side. Det handler om at bruge pengene på fornuftig markedsføring og ikke computerhacks. Google har pengene og talentet - de vil vinde hver gang.

De vigtigste komponenter i søgemaskineoptimeringen

Når en søgemaskine skal vurdere relevansen af en side overfor et givet søgeord, så leder den efter forekomsten af det pågældende ord på siden, hvor hyppigt det anvendes, hvor det anvendes henne på siden og i sammenhæng med andre ord osv. Den analyserer også omgivelserne omkring siden. Med omgivelserne menes i den sammenhæng andre sider, der henviser til den aktuelle side med links.

En side med mange indgående henvisninger eller links, antages at være meget relevant og vigtig. Hvis andre vigtige sider henviser til den, giver det ekstra point. Hvis andre igen henviser til disse er den kagetid. Hele dette område omkring links er kompliceret, men meget vigtigt i forhold til den store søgemaskine Google, hvor den endelige placering på listen bestemmes af ens såkaldte linkpopularitet.

Dog er selve tekstindholdet på siden det vigtigste. Uden dette kommer man slet ikke med på listen i første runde. Her er det, at tekstforfatteren kommer ind, som en vigtig person. Teksten skal skrives, så den er optimal over for kunder/brugere, men også overfor søgemaskinernes algoritmer.

Traditionelt har man fokuseret på grafisk design og programmering og forsømt at byde på konkret velstruktureret indhold. Web er denne sære blanding af det overfladiske fjernsyn, den dybe bog og handling/interageren, der ikke kendes fra andre medier. Ved søgemaskineoptimering skal alle tre komponenter design, programmering og tekstindhold være maksimalt til stede og spille sammen. Selve teksten udgør kernen set fra søgemaskinerne. Design og programmering kan både spænde ben for men også optimere udregningen af relevansen for en tekst.

Der findes stadig sider, der er opbygget efter ældre designprincipper (frames, layout tables osv. ), der hæmmer en god præsentation og relevansberegning i søgemaskinerne. Der findes sider, der har så meget grafik eller animation og så lidt tekst, at deres relevans slet ikke kan regnes ud. Andre sider bygger på databaseapplikationer, de såkaldte CMS'er, der ikke er konstrueret ordentligt, så de kan tilgås af søgemaskiners programmer. Der er således nok at tage fat på.

Om at vælge leverandør

Hvis du skal have lavet et helt nyt website eller redesignet det gamle, så brug pengene fornuftigt ved at vælge et bureau, der tager moderne konstruktionsprincipper alvorligt - herunder søgemaskineoptimering. Den dag i dag laves der sider af professionelle, der pænt sagt ikke er fagligt opdaterede. Spørg ind og vælg med omhu.

Er du tilfreds med dit nuværende site, men ønsker det skærpet hist og især - især med henblik på googleoptimering - så kan du hyre en konsulent til at ordne dette. Desværre er det også en blandet forsamling, med mange seriøse folk og flere lykkeriddere iblandt. Tjek dem ud:

  • Taler de kun om 'meta keywords'
  • Tale de om nøgleordsfrekvenser
  • Vil de sælge dig 'gode' domænenavne som den vigtigste parameter?
  • Vil de overstoppe teksten med nøgleord - evt. i usynlig tekst
  • Tilbyder de særligt optimeret indhold til robotterne, som brugerne ikke ser (cloaking)
  • Vil de melde dig ind i linkfarme eller særlige fiske-sider
  • Vil de tilmelde dig hundredsvis af inferiøre søgemaskiner og kataloger?

Lyt, hvis du møder en rådgiver, der siger søgemaskineoptimering ikke handler om mekanik, særlige tags og sammenlinket bras, men handler om analyse, kommunikation og hårdt arbejde.

Slå til, hvis han også fortæller dig, at der også er noget at optimere efter, du er havnet i Google. At være nummer 1 i Google giver i sig selv ingen ekstra kroner på bundlinien.

Det er så her jeg skal reklamere for mig selv …

 

Læs om
➤➤ SEO ydelser - hjælp til søgemaskineoptimering

Milliarder af sider?

I 2004 var der omkring 4 Mia sider Goolge kendte på nettet.
I 2005, sagde Google de havde 8 Mia. sider i deres index.

Google stoppede med at fortælle om deres størrelse herefter. Men kilder mener, at der i 2008 allerede var 1.000 Mia sider.

Et gæt for 2011/2012 er, at det tal sikkert er tusinde gange større.

Hjælp til søgemaskineoptimering

Læs om mine konkrete ydelser omkring googleoptimerings:

SEO ydelser

BEQ-WEB • info@beq-web.dk   • 28 90 69 69   • v. Ole Klintebæk   • Holmegårdvej 2   • 8270 Højbjerg